Revolution gennem kommunikation
En målgruppeanalyse af unge og boligpolitik for Morten Homann, boligordfører for SF
Læs projekt (PDF)
Revolution gennem kommunikation
En målgruppeanalyse af unge og boligpolitik for Morten Homann, boligordfører for SF
Bedømmelse: Karakter 9.
Problemfelt
Inden for feltet politisk kommunikation har vi udvalgt en niche, hvor partier skal koncentrere sig om at indkredse udvalgte vælgersegmenters opfattelse af betydningsfulde problemstillinger. Når partierne har indkredset vælgersegmentets opfattelse, kan partierne kommunikere de dele af partiets politik, som kan overbevise vælgeren om rigtigheden af partiets løsningsforslag.
Med opfattelse af væsentlige problemstillinger forstår vi ikke kun, hvilke prioriteringer vælgerne har af problemstillinger, men nærmere hvordan vælgerne forstår og strukturerer problemet. Hvis ikke partier oparbejder denne evne til at indkredse vælgersegmenters problemstillinger, har de mindre sandsynlighed for at kommunikere relevant politisk information til segmentet.
I vores indledende samtaler med SF’s partisekretær, Turid Leirvoll, fokuserede hun på, at partiet ikke kan tiltrække unge vælgere, selvom SF’s politik burde henvende sig naturligt til unge. Hun mente, at SF på daværende tidspunkt ikke formåede at kommunikere en relevant politik til de unge, hvorfor hun gerne ville indlede et samarbejde med os om at kommunikere SF’s boligpolitik til unge. Endvidere overvejede SF, hvordan partiet i fremtiden vil kunne benytte sig af politisk kommunikation, og vores projekt ville indgå i disse overvejelser (Samtale med Turid Leirvoll d. 10. marts). Valget af boligpolitik begrundede hun med, at SF havde en boligordfører på 29 år, og unge oplever en udpræget grad af boligmangel.
SF’s boligordfører er Morten Homann, der blev valgt til Folketinget for første gang i november 2001 i Århus. Homanns egne ideer til emner, som han mente havde relevans for unge, fokuserede på de unges problematiske boligsituation i universitetsbyerne. Konkret havde SF løsningsforslag om afskaffelse af forældrekøbsordningen, flere ungdomsboliger, åbne ventelister i andelsforeninger og modstand imod regeringens foreslåede salg af de almennyttige boliger (se bilag 1: Første interview med Morten Homann).
I forhold til det videnskabelige felt politisk kommunikation ønsker vi med dette projekt at indkredse målgruppen unge, og unges opfattelse af betydningsfulde problemstillinger på det boligpolitiske område. Med denne indkredsning ønsker vi at analysere, hvilke muligheder SF har for at øge relevansen af og positionere de boligpolitiske budskaber over for unge.
Sidst opdateret tirsdag d. 11. januar 2005 - kl. 20:47




